Rådyr

 

Kendetegn:Rådyret er danmarks mindste hjorteart. Længde 100-140 cm, højde 60-90 cm, vægt 20-40 kg. Sommerpelsen er hos hannen (bukken) mørkt rødbrun, mens hunnen (råen) er lyst rødbrun, begge med let gulligt haleparti. Sommerpels fra april/maj til september/oktober. Vinterpelsen gråbrun og noget kraftigere med hvidt haleparti. Meget kort hale. Relativt stort snudeparti og store øjne. Lammene (rålam) er rødbrune, brunlige eller sandfarvede med hvidlige pletter på ryggen og siderne. I brunsttiden og i tilfælde af fare udstøder rådyr skarpe lyde, der kan minde om hunde der hyler, og 1-2 små bjæf hurtigt efter hinanden.

Biologi:Rådyrene tilhører underordenen Firemave-drøvtyggere (Ruminantia), der er klart dominerende blandt nutidens store vegetationsædende pattedyr. Rådyrene er i brunst i juli/august, drægtige i 7 måneder og får 1-2 lam der dier i op til tre måneder. Efter 9-12 måneder klarer de sig selv. Rådyr bliver op til 15 år gamle. Opsatsen gror fra november til marts/april, hvorefter rådyret fejer den døde hud af. Opsatsen fældes i slutningen af september/starten af oktober. Bukkenes opsats benævnes efter antallet af spidser. 1 spidsbuk, 2 gaffelbuk og 3 seksender. Ældre bukke kan få reducerede opsatser og hedder så returbukke. I modsætning til vore andre hjemlige hjorte er rådyr ikke flokdyr. Om vinteren ses de dog i småflokke på markerne. Rådyr lever primært af knopper, blade, græs og lav. Kan forårsage en del skade på plantager, ved at afbide top- og sideskud på mindre træer.

Levested: Åbne skove, skovkanter og krat.

Udbredelse:Hele landet, undtagen på mindre øer.

Kilde:
Fugle og natur
Naturstyrelsen